Sitemap  Til forsiden 
Kørestolshockey (EWH) i Prag

Kørestolshockey (EWH) i Prag.

Orient Red Bulls har deltaget i den 2. Internationale klubturnering ”Just Win” i kørestolshockey (EWH) d. 29. juli til 1. august i Prag.
Efter nogle fantastiske hockey-dage i Prag med mange gode kampe samt med tætte fights med tyske Munich Animals. Tyskerne vandt i indledende runde efter forlænget spilletid og staffeslagsrunde med 4-3, men i den nervepirrende finalekamp med forlænget spilletid med ”golden goal” vandt Danske Orient Red Bulls over Munich Animal med 3-2. Ligeså blev Rasmus Broberg kåret til stævnets bedste faststavsspiller.

Svømning - DÅM 2010

Svømning - DÅM 2010

I weekenden 19.- 20. juni deltog Orient for 4. gang i Danske ÅrgangsMesterskaber (DÅM) i svømning. I år havde hele tre svømmere klaret sig igennem nåleøjet og kvalificeret sig i tilsammen 5 løb. Anne Sophie H. Hansen (årgang 99) opnåede den højeste placering med en 9. plads i 100m Butterfly. Joakim Jakobsen, som deltog for 4. gang, var i finale heat'et i 200m brystsvømning med den 5. bedste tid. Desværre valgt overdommeren at diskvalificere ham pga. tyvstart, så det blev ikke til et officielt resultat i denne disciplin. Aske Colding Ekman fik en 20. plads i 100m Ryg.

(fra venstre: Joakim Jakobsen, Anne Sophie H. Hansen og Aske Colding Ekman)

Ny bladredaktør?

Ny bladredaktør!

Så har Orient fået en ny redaktør til Orientbladet. Mange sten har været vendt, siden Frode Nykjær meddelte, at han stoppede. Dorthe de Fries Quaade har sagt ja til at blive den nye redaktør. Hun vil i samarbejde med vor webmaster Jesper Ulbrandt Quaade danne et 'mediecenter' i Ballerup. I øvrigt er Dorthe og Jesper gift på 8. år og har 2 dejlige unger - Patrick snart 6 og Maja på 2 år. Dorthe og Jesper har kendt hinanden i små 20 år - så jeg fornemmer, at samarbejdet fungerer.

Tak Dorthe - for dit ja - altså som redaktør - du kan forvente en kæmpe opbakning fra Orients bestyrelse. Held og lykke med udfordringen. /Jan Quaade

Er du medlem eller kunde?

Er du medlem eller kunde?

Orient er en stor flerstrenget forening i Rødovre, hvor mange personer bruger megen fritid på at få det hele til at gå op i en større helhed.

I dagligdagen mærker vore medlemmer ikke, at der en "backup" gruppe, også kaldt en bestyrelse, som administrativt har kontakt til Rødovre Kommune, SBU, DGI, DIF samt DHIF for at få medlemmernes interesser til at gå op i en større helhed.

Endvidere er der et blad, en hjemmeside samt et løbende regnskab, det kan bare ikke udføres uden at engagerede personer bruger deres fritid... læs mere her.

Nicklas Charlton

Farvel til Nicklas Halberg Charlton

El-hockey afdelingen må desværre sige farvel til Nicklas Halberg Charlton.

Orient 1's spillende træner Nicklas Charlton meddelte torsdag aften til træning, at han stopper sin karriere på topplan efter indeværende sæson efter længere tids overvejelser. Nicklas Charlton begrunder det med, at han ikke føler gnisten er der fuldstændig mere, og det er vigtigt for ham at stoppe på toppen, mens han stadig yder 100 % for holdet. Hans bedrifter såvel spiller som træner taler sit eget tydelige sprog. 15 forbundsmesterskaber i alt, hvoraf 10 af dem er vundet i træk og de sidste 5 af dem har været som spillende træner. Derudover har .... læs mere her.

Logo

Så blev vi 78 år!

Orient fyldte den 1. maj 2010 hele 78 år.

Det fejrede vi i Orienthuset på selve dagen med flaghejsning, et hyggeligt morgenbord samt uddeling af legater fra Arvins mindefond.

H. H. Mindelegat til Ungdomsrådet - Orient Fodbold

Ungdomsrådet modtager H. Hansens Mindelegat

Fodboldafdelingens ungdomsråd fik på generalforsamlingen overrakt Holger Hansens Mindelegat - en initiativpris som gives til en person, en aktivitet, et hold el. lignende, som har været igangsætter af eller taget initiativ til nogle tiltag til gavn og glæde for Orient's fremtidige virke. Enhver indstilling gennemgås af Orient's bestyrelse, som tager den endelige beslutning.
Ungdomsrådet kan sammenlignes med et elevråd fra skolen. I afdelingen mødes de unge en gang imellem for at finde ud af om der er ting, der efter deres mening kan blive bedre. Et Ungdomsråd består primært af spillere fra ungdomsholdene (12 til 19 år) samt en voksen som tovholder eller hjælper.

Verdens 3. bedste double par og håndstavsspiller i Kørestolshockey

El-hockeyafd. - Verdens 3. bedste 2009!

Anders Berenth (tv) og Danni Busted (th) fra Orient tog afsted til Holland for at spille Challenge Cup i Kørestolshockey. Der blev kæmpet i "Mand til mand for håndstavsspiller" - "Mand til mand for faststavsspiller" og Double (håndholdt + faststav). De to blev klar til deres placeringskampe. Danni hev en flot 5. plads hjem i mand til mand for faststavsspiller. De kvalificerede sig til semifinalerne i double, Anders havde også kvalificeret sig til semifinalen i mand til mand for håndstavsspiller. De hollandske spillere var desværre for gode og dermed skulle Danni og Anders kæmpe om 3. pladsen. Kampene om 3. pladserne i double og mand til mand for håndstavsspiller blev vundet. Danmark kan nu bryste sig af at have verdens 3. bedste double par og håndstavsspiller i Kørestolshockey.

AquaCamp 2009

Svømmeafd. - AquaCamp 2009

AquaCamp 2009 er nu slut, med mange deltager og højt humør.

Har du deltaget, og ønsker at se billederne, kan du læse mere under svømning/aqua camp 2009

Landsmesterskab 2009 i Ikast

Svømmeafd. - Landsmesterskab 2009 i Ikast

28 svømmere deltog i Landsmesterskab 2009 i Ikast. Orient fik 16 guld (landsmestre), 9 sølv og 7 bronzemedaljer.

Derudover vandt årgang 94 (Ida, Emil, Joakim og Malthe Emil) sølvmedaljer, både i 4 x 100 m fri og 4 x 100 m medley i gruppen for årgang 93 og 94. Superflot da de dels var oppe mod ældre svømmere og de andre hold ikke havde nogen piger på deres hold!

Jan Quaade

DGI Storkøbenhavn, Årets forenings-ildsjæl.

Vores formand gennem 25 år, Jan Quaade, er af DGI Storkøbenhavn blevet belønnet med titlen Årets forenings-ildsjæl for 2009.

En "ildsjæl" som brænder igennem, som gør en forskel og som har ydet en afgørende indsats for at fremme og udvikle aktiviteter i en af DGI Storkøbenhavns medlemsforeninger.

Ny hjemmeside

Vores hjemmeside har 10 års jubilæum.

Den 16. februar 1999 blev orient-gif.dk domænet købt, og vores første hjemmeside så dagens lys.
Selvom Gymnastik- og Idrætsforeningen Orient er stiftet i 1932 og dermed er over 75 år gammel, følger vi selvfølgelig med tiden.

Vi har nu også lagt version 5 af vores hjemmeside på nettet. Et redesign har set dagens lys her i 2009 som vi håber at du kan lide.

Lars V.

Velkommen til Lars, som er ny næstformand

Lars V. er på generalforsamlingen 2009 blevet valgt til ny næstformand. Lars træder ind istedet for Poul som vi takker mange gange for det store stykke arbejde igennem de mange år.

Lars kommer fra en position som udvalgsmedlem i forretningsudvalgt.

Carsten

Carsten P. er ny udvalgsmedlem.

Carsten fra svømmeafdelingen er på generalforsamlingen 2009 blevet valgt som nyt udvalgsmedlem i forretningsudvalget.

Vi glæder os til samarbejdet i bestyrelsen til gavn og glæde for Orient.

Velkommen til vores hjemmeside!


GIF Orient logo

 

Gymnastik og Idrætsforeningen Orient er en sprællevende idræts- forening, som ud over at tilbyde mange former for aktiviteter også blander sig i den lokale kultur - og fritidspolitik i kommunen.

Til dem som måske ikke forbinder kultur med idræt, kan jeg sige, at idræt er en meget vigtig del af den danske kultur - måske den vigtigste, når vi ser antallet af foreninger og aktive udøvere på hvilket som helst plan. Det frivillige foreningsarbejde i Danmark er en vigtig, ja, måske en af de vigtigste hjørnestene i vor kultur og dermed grundlaget for vort samfund.

 

Idrætten og foreningskulturen i Danmark er med til at skabe hele mennesker, som på et eller andet niveau er med til at forme hverdagen for os alle.

Orient er Rødovre kommunes største idrætsforening med over 1700 medlemmer, og som det fremgår, kan Orient tilbyde mange spændende oplevelser.

I Orient handler det ikke om at være den dygtigste, hurtigste eller mest perfekte - vi samler ikke på mesterskaber, men på oplevelser, rart samvær og glade mennesker. Når det er sagt er vi naturligvis stolte når nogle af vore medlemmer hjemtager Danske mesterskaber til foreningen - ingen tvivl om det.

Så har du lyst til at være med i en gymnastik og idrætsforening hvor de menneskelige værdier tæller mere end mesterskaber, så meld dig ind i Orient.

Vi glæder os til at byde dig velkommen.

Jan Quaade
Hovedformand