Vedtægter og forretningsorden
Forretningsorden
Forretningsorden mellem bestyrelsen og aktivitetsudvalg.
Denne forretningsorden gælder mellem GIF Orients bestyrelse og aktivitetsudvalg. Kun den senest vedtagne ”forretningsorden mellem bestyrelsen og aktivitetsudvalg” er gældende.
Oprettelse.
GIF Orient har oprettet en række aktivitetsudvalg, som varetager de enkelte aktiviteters interesse.
Aktivitetsansvar.
Aktivitetsudvalgene varetager de enkelte aktiviteters interesser samt kontakt til medlemmerne. Aktivitetsudvalgene skal til medlemmerne af GIF Orient tilbyde stævner, turneringer, samlinger m.m. samt kurser og vejledning. Aktivitetsudvalgene har den fulde kompetence indenfor den idrætslige aktivitet, som til enhver tid skal være i overensstemmelse med GIF Orients vedtægter og bestyrelsens prioriteringer.
Organisation.
Formændene for aktivitetsudvalgene vælges af og blandt medlemmerne i de respektive aktiviteter. Efterfølgende konstituerer aktivitetsudvalgene sig selv efter behov. Formanden for aktivitetsudvalget har sæde i GIF Orients bestyrelse for en to årig periode.
Udtræder en aktivitetsudvalgsformand af bestyrelsen, indtræder en anden person fra aktivitetsudvalget i bestyrelsen.
Aktivitetsmøde.
Aktivitetsudvalgene skal afholde min. et årligt medlemsmøde.
Dagsorden for medlemsmøderne skal mindst indeholde:
– Beretning for årets arbejde – Diskussion/debat om det kommende (års) arbejde
Procedure for valg af formand til aktivitetsudvalg.
Stemmeberettigede ved medlemsmøderne er GIF Orients forretningsudvalg samt personer som er fyldt 18 år og er medlem af aktiviteten, og kun ved personligt fremmøde. Medlemmer med skyldigt kontingent har ikke stemmeret. Endvidere har forælder til et medlem under 18 år også stemmeret.
Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre mere end én kandidat opstilles til en post, hvorefter afstemning skal ske skriftligt, eller hvis der fremsættes ønske om skriftlig afstemning.
Økonomi.
Aktivitetsudvalgene skal én gang om året, udarbejde budget for det kommende års arbejde. Aktivitetsudvalgene kan disponere indenfor det af bestyrelsen godkendte budget.
Aktivitetsformændene er ansvarlig for, at alle økonomiske dispositioner er i overensstemmelse med aktivitetsudvalgenes prioritering og i overensstemmelse med GIF Orients vedtægter og bestyrelsens prioriteringer. Aktivitetsudvalgets formand eller kasserer skal attestere alle udgiftsbilag. Alle økonomiske dispositioner dokumenteres uden ugrundet ophold overfor hovedkassereren.
Eksterne midler.
Aktivitetsudvalgene kan, udover budgetmidler, søge sine aktiviteter dækket via ansøgte midler. Ansøgninger skal attesteres af formanden for GIF Orient.
Ved øvrige eksterne midler over kr. 5.000 er aktivitetsudvalgene forpligtet til at indstille sin økonomiske prioritering til godkendelse for forretningsudvalget, så vidt muligt før indtjeningen finder sted.
Aktivitetsudvalgene kan ikke opspare formue, men kan henlægge midler der forbruges på et nærmere bestemt tidspunkt – hvilket forelægges forretningsudvalget til godkendelse.
Aktivitetsudvalgene kan overføre budgetmidler mellem sine aktiviteter. Overføres større beløb (over kr. 5.000) indenfor samme budgettype (fra stævne til stævne, fra lejre til lejre o. lign.) eller overføres beløb (over kr. 1.000) fra én budgettype til én anden skal dispositionen indstilles til godkendelse for forretningsudvalget.
Forretningsudvalget forelægges aktivitetsudvalgenes prioritering til godkendelse under hensyntagen til helheden i GIF Orient. Afslår forretningsudvalget aktivitetsudvalgets indstilling/dispositioner, skal forretningsudvalget skriftligt begrunde sit svar. Forretningsudvalgets afslag kan indankes for bestyrelsen.
Blad- og hjemmesidekontakt.
Aktivitetsudvalgene skal udpege en ansvarlig kontaktperson til bladet samt hjemmesiden for GIF Orient.
Kontaktpersonen skal medvirke til at sikre, at der kommer stof om aktivitetsudvalgenes virke i bladet samt på hjemmesiden.
Vedtaget af bestyrelsen for GIF Orient
Sidst redigeret: Islev, den 15. maj 2009
Vedtægter
Du kan hente vores seneste vedtægter her.
Download
Generalforsamlingen 2026:
Diverse:
Samværs- og pædofilipolitik
Samværspolitik
Formålet med samværspolitiken i GIF Orient er at tilgodese og beskytte det enkelte barn/den enkelte idrætsudøver mod krænkelser og i værste fald seksuelt overgreb.
Som udgangspunkt lægges der op til at alle aktivitetsudvalg, trænere, instruktører, ledere, bestyrelsesmedlemmer etc. i GIF Orient informeres om, hvad der er sunde, fornuftige og normale samværsformer.
Samværsformerne er formuleret, så der ikke er tvivl om, hvordan man skal opføre sig overfor hinanden, og alle bør selvfølgelig vise dette i det daglige foreningsarbejde.
Konstateres et overgreb, skal barnets forældre orienteres om mulighed for hjælp fra det offentlige, bl.a. socialforvaltningen.
Samarbejdet med den pågældende person opsiges øjeblikkeligt, samtidig med at sagen anmeldes til politiet.
Når dette er sket, vil foreningens øvrige medlemmer blive informeret, således at der ikke opstår yderligere sladder og rygtedannelse.
1. I GIF Orient taler vi ordentligt til hinanden – ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe/udseende.
2. Trænere/instruktører skal ikke have eneansvaret for et hold børn.
3. At respektere et nej også i leg.
4. I forbindelse med ture, stævner o.l. er der altid mindst to voksne ledere/instruktører med.
5. Man går ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum – mobiltelefoner skal være slukket til træning og i omklædningsrum.
6. Instruktører, trænere, ledere inviterer ikke enkelte børn med sig hjem.
7. Forældre opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre, end instruktørerne/trænerne gør, og er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives.
8. Hvis en træner/instruktør føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, er vedkommende træner/instruktør meget velkommen til at kontakte hovedformanden, som vil føre samtalen til protokols, så evt. “fejlagtige” misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.
9. Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører rygter om krænkelser eller selv fornemmer, at der er noget galt.
10. Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorligt og at reagere hurtigt på dem.
Pædofilipolitik
Loven, der trådte i kraft den 1. juli 2005, siger at GIF Orient skal indhente børneattester før de ansætter trænere, instruktører og holdledere som skal have direkte og vedvarende kontakt med børn under 15 år. Følger GIF Orient ikke loven, kan vi blive idømt en bøde samt ikke at modtage det kommunale tilskud fra Rødovre Kommune.
Hvis en person siger nej til, at der indhentes en børneattest, må GIF Orient ikke ansætte eller lade vedkommende arbejde frivilligt i foreningen. Bestyrelsen har besluttet, at der indhentes en børneattest på alle, der arbejder eller har kontakt med børn under 15 år og disse indhentes hvert år – det vil sige hver 12. måned.
I tilfælde af en positiv attest sendes denne automatisk til Orients hovedformand fra Rigspolitiet. Efter hovedformanden har modtaget denne, tages en drøftelse med Orients forretningsudvalg samt aktivitetsformanden.
Forsikring
Forsikring
Forsikringsaftale for idrætten i Danmark.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) har med virkning fra 1. januar 2005 indgået en aftale med forsikringsselskabet Tryg om fælles kollektive forsikringer for de to idrætsorganisationer.
Det betyder, at Tryg har overtaget administrationen af Idrættens kollektive forsikringer.
I praksis gør det ingen umiddelbar forskel for jer. Men det kan det måske komme til.
Målet med aftalen er nemlig at skabe trygge rammer for idrætten i Danmark. Blandt andet kan den hjælpe foreningerne til at få den bedst mulige forsikringsdækning til den rigtige pris ved at samle så meget viden og erfaring på området som muligt.
Vil du vide mere – eller har spørgsmål så besøg www.idraettensforsikringer.dk
Kontingentfrihed
Kontingentfrihed
– Det er til en hver tid hovedbestyrelsen der beslutter, hvem der kan være kontingentfrie – ikke den enkelte aktivitet.
– Hovedbestyrelsen har kontingentfrihed i alle afdelinger. Kontingentfriheden gælder også ægtefæller samt børn under 18 år.
– Ligeledes har medlemmer i aktivitetsudvalgene kontingentfrihed i alle afdelinger. Kontingentfriheden gælder også ægtefæller samt egne børn under 18 år.
– Ulønnede trænere, instruktører samt holdledere har kontingentfrihed i deres egen afdeling. Kontingentfriheden gælder også egne børn under 18 år