Foråret står på spring – dagene bliver længere og vi glæder os alle til sommeren og varmen. Nogle af vore aktiviteter er ved at afslutte sæsonen andre starter op. Orient ligger aldrig stille – hele året igennem summer det af aktiviteter.
Lørdag den 18. april 2009 havde bestyrelsen sammen DGI-Storkøbenhavn inviteret til et Miniseminar med overskriften: ”En stor flerstrenget forening – fordele og barrierer”.
Dagens program havde 4 temaer.
- Hvorfor er det vigtigt, at vi har et fællesskab på tværs af afdelingerne
- I hvilke situationer er samarbejdet mellem de enkelte aktivitetsudvalg og bestyrelse/forretningsudvalg vigtigt
- Hvad ville der ske, hvis de enkelte aktivitetsudvalg etablerede sig som særskilte foreninger
- Gode eksempler på samarbejder på tværs af to eller flere aktivitetsudvalg – hvornår kan vi med fordel samarbejde endnu mere
Det var en meget indholdsrig dag og vi har besluttet igen at afholde et Miniseminar. Det bliver lørdag den 8. maj - og jeg ser frem til, at alle vore aktiviteter møder talstærk op.
Hovedoverskriften bliver: ”Arrangementer på tværs af aktiviteterne”.
Dette set i lyset af, at vi har besluttet at afholde en Orientdag lørdag den 28. august som vil foregå omkring Islev Torv, Islev Skole og Islev Badet.
Den 1. maj fylder Orient 78 år. Det fejrer vi med morgenkaffe i Orienthuset på selve dagen, hvor jeg glæder mig til at uddele legater fra Arvins mindefond.
Til slut vil jeg ønske alle en god lang og varm sommer.
Jan Quaade